Du har sikkert reflekteret over året som er gået sammen med din hest, og kommet på en ting eller to, som du gerne vil have ændret eller forbedret I jeres træning i 2020. 

Uanset hvilke nytårsmål du har for din hest, er der nogle faktorer jeg, som fysioterapeut, vil råde dig til at være opmærksom på for at få en vellykket træning med din hest i 2020.

Kender du din hests svagheder?

Inden du træner på livet løs for at komme videre derfra, hvor I er nu, er det nødvendigt, at du kender den nuværende tilstand på din hests krop. 

For at du kan være en god træner for din hest, er det vigtigt, at du ved hvilke svagheder og udfordringer din hests krop har, så du du kan tage højde for det i træningen. Jeg vil gå så langt at sige, at træner du uden den viden, så træner du i blinde.

Netop derfor vil man som fysioterapeut til mennesker i en situation, hvor der skal laves trænings eller genoptræningsprogram, altid – uden undtagelse – teste patienten for mobilitet, svaghed, styrke og stabilitet for netop at få viden om kroppens nuværende tilstand. For kun med viden omkring de faktorer, er det muligt at lave et målrettet og ikke mindst effektivt træningsprogram. Præcis det samme gør sig gældende for hestene.

“ Kun med viden omkring hestens udfordringer og svagheder, er det muligt at lave et målrettet og ikke mindst effektivt træningsprogram. Jeg vil gå så langt at sige, at træner du uden, så træner du i blinde’’

Derfor er en af de ting jeg altid gennemgår, når jeg undersøger og behandler heste, hvilke områder og muskelgrupper som den enkelte hest har brug for særlig opmærksomhed omkring fra dig som rytter. Det kan være, at det problem jeg er tilkaldt for at løse, eksempelvis har skabt en ubalance mellem hestens baglårsmuskulatur og ballemuskulatur, at ryggen stivner og ikke er klar til vægtbæring lige foreløbigt, at hesten oser at at mangle restitution, træner kompensatorisk eller noget helt femte. Det er altsammen udfordringer, som med rette fremgangsmåde i træningen kan forbedres, hvis du er klar over, hvad der skal ændres på og hvordan.

Med den viden om din hest har du som hestens træner mulighed for at tage højde for og inddrage den viden i din træning, så der kan arbejdes målrettet og succesfuldt frem mod jeres 2020 mål.

Er din hest modtagelig overfor den træning du giver den?

Jeg oplever rigtigt mange hesteejere som er frustrerede over, at den træning de laver med hesten ikke giver det ønskede udbytte. I rigtigt mange tilfælde er hesten ikke i en tilstand, hvor den er modtagelig overfor den træning der lægges i den. 

Derfor skal du, udover at vide hvad du skal træne, også sikre dig at din hest rent faktisk er modtagelig for den træning, som du giver den.
Nu tænker du måske; hvordan kan hesten være uimodtagelig for træningen?

Graden af succes i træningen af din hest påvirkes af flere forskellige faktorer. Tidligere på året, skrev jeg om ‘De 4 typiske faktorer som kyler din hests krop ud af balance’. Hvis ikke du har læst med, kan jeg kort fortælle, at der er rigtig mange faktorer, du som rytter er nødt til at have i orden og holde øje med, for at din træning giver et udbytte, hvor der arbejdes sundt og opbyggende for din hest.

En velfungerende hest kræver at der er balance mellem mange forskellige faktorer.

Mål, delmål og effektvurdering

Når du har sikret dig, at fundamentet og hestens forudsætninger for at arbejde hen mod jeres mål er på plads, er det tid til at få sat mål og delmål. Netop her kan det være en idé at alliere dig med både hestens fysioterapeut og din træner. Har du eksempelvis et mål om at kunne starte en bestemt dressurklasse eller udføre en bestemt øvelse, vil du få brug for den viden om træning, øvelsesforudsætninger og programopbygning som din træner og fysioterapeut har. I et samarbejde er der mulighed for at få lagt en god og realistisk plan, som tager højde for netop din hests udfordringer, styrker og jeres mål.

Går det som det skal?
Når det kommer til træning af hesten, er det vigtigt hele tiden at have en føling med, om der er den forventede fremgang. Stop op og gør status på dit mål og delmål. Hvordan går det – skrider det frem, som det skal?
Hvis ikke skal der findes ud af hvorfor. Er hesten måske blevet mere muskelfyldig i sadellejet, så sadlen nu begynder at trykke, hvorved musklerne og dermed styrken ikke udvikler sig som den skal? Er i skredet for hurtigt frem i træningen, så hesten arbejder kompensatorisk i stedet for med en sund og velafbalanceret krop?

Hold øje med din hest

Du kender med sikkerhed udtrykket ‘kunne ikke se skoven for bare træer’. Det er præcis sådan det kan være at kigge på din hest. Fordi du ser den hver eneste dag, er det svært at spotte når små forandringer langsomt sætter ind. Så når ryggen over tid bliver svaj, hesten begynder at “tabe muskler”, den bliver for tyk eller tynd osv., kan det i mange tilfælde gå uopdaget hen.

“ Fordi du ser din hest hver eneste dag, er det svært at spotte når små forandringer langsomt sætter ind ”

Derfor lyder mit råd: Hold øje med din hest! Tag billeder fra begge sider, forfra og bagfra. Sæt en note i din kalender der minder dig om, at det skal gøres en gang hver måned. Så kan du nemt holde øje med de forandringer der kommer i din hests krop – både de dårlige men også de gode. Dermed kan du, og de fagpersoner du har tilknyttet, bl.a. spotte fremgang eller modgang i din træning og handle ud fra det.

Det gik liige så godt og så…

Jeg oplever ofte, at ryttere rammer helt plet med træningsmængde, niveau og får træningen til at gå op i en højere enhed. Det er SÅ FEDT når det sker. Desværre sker der også ofte det, at der ikke forud er tænkt over eller handlet på, at hestens krop selvfølgelig også ændrer facon. Det er tit her der kan komme problemer med eksempelvis sadlen, som kyler træningen mange måneder tilbage. Det er BRANDÆRGERLIGT – men kan heldigvis undgås!

” Benyt dig af den viden, som hver fagperson har. Lyt til deres observationer og forslag til, hvordan netop din hest kan hjælpes bedst til at komme i balance eller til fortsat at være det”

Så min anbefaling er, at få hjælp fra dit faste team af fagpersoner. Sørg for at få sadelmageren, fysioterapeuten, tandlægen og smeden med på banen løbende i takt med din træning skrider frem. 

Vil du have hjælp til at klarlægge din hests svagheder og udfordringer, så I kan komme i mål med jeres drømme for 2020?

Send mig en besked og vi finder en tid til at gennemgå din hest og behandle de udfordringer den har i kroppen, så vi sammen kan hjælpe jer til et vellykket 2020 træningsår.