Det fortæller hestens muskler

Vil du vide noget om din hests bevægemæssige sundhed?

Eller er du i tvivl om din hest bevæger sig som den bør?

Så tag et kig på muskulaturen, den er nemlig et resultat af, hvordan din hest bruger sin krop, og derfor en vigtig indikator for, om du bør ændre på nogle ting omkring din hest.

For at vores rideheste kan bevæge sig selv på en sund og holdbar måde, er det vigtigt, at deres krops styrke og stabilitet er tilpasset den opgave, vi stiller dem. At kigge på hestens muskulatur kan give nyttig information om, hvilken tilstand hestens krop er i, samt hvad vi kan tillade os at forlange af den. 

Langt de fleste ryttere er klar over at en indsunket og muskelfattig eller anspændt ryg er en skidt ting. Men hvad med resten af kroppen – hvordan bør den egentlig se ud på en hest, som bevæger sig på optimal vis?

Når man oplever, at hesten ser muskelfattig ud, er det et praj om, at dens krop har problemer som har brug for hjælp – både med behandling og velovervejet træning

Sådan fungerer muskler

Musklernes opgave er både at bevæge og stabilisere hestens skelet. De spiller derfor en afgørende rolle for, hvilke muligheder hesten har for at bevæge sig.

De stabiliserende muskler sidder primært helt inde ved hestens skelet, og kan derfor ikke ses med det blotte øje. De spiller blandt andet en stor rolle i forhold til hestens kropsholdning – og den kan vi holde øje med. De store udvendige muskler som vi kan se, fungerer som bevægemuskler. Det er derfor dem du, som hesteejer, skal holde øje med, fordi de vil afsløre, hvordan hesten bruger sig, når den trænes.

Når hesten bevæger sig og bruger sine muskler øges eller vedligeholdes de i størrelse. Mangel på muskulatur vil derfor være en indikation på, at et område over en længere periode ikke har arbejdet optimalt – enten fordi det rent træningsmæssigt ikke aktiveres, eller fordi det ikke kan bevæge sig fuldt ud, eksempelvis pga. låsninger i hestens led. Uanset hvilken en af årsagerne der er tale om, vil tab af muskelmasse være et hint om, at det er nødvendigt at ændre på nogle parametre.

Dårlig muskulering = usund bevægelse

Når hesten er ringe muskuleret, vil den rent styrke og stabilitetsmæssigt ikke være i stand til at bære sin egen krop, inklusiv rytteren, på en korrekt og sund måde. Når vi stiller hesten en for svær opgave – og ja, det hænder desværre ret ofte, så vil hesten, grundet den manglende styrke og stabilitet, kompensere ved at bevæge sig mere eller anderledes andre steder i kroppen, end dens krop og øvelsen er bygget til. Det vil udover at skabe spænding, og på sigt låsninger, også samtidigt belaste sener, ledbånd og knogler unødvendigt, og være de første dråber i glasset til en overbelastningsskade eks. i forbens senerne. 

“Tab af eller mangel på muskelmasse er et vigtigt hint om, at det er nødvendigt at ændre på nogle parametre for, at hesten kan bevæge sig optimalt”

Netop derfor er det vigtigt at vi, og vores rideunderviser, kan ‘læse’ hestens krop, og dermed vurdere hvilke øvelser der skal til for at møde den der, hvor dens krop er sådan, at hesten kan udvikles istedet for at blive trænet ud i belastning.

Billedet viser en ringe muskuleret hest. Halsen mangler fylde øverst, ryggen hænger og er muskelfattig samtidigt med, at der ses en kantet bagpart med en underudviklet motor.

Det skal du kigge efter

Langt de fleste er godt klar over, at hesten ikke skal se kantet og indsunket ud i sin muskulatur – men er det så ensbetydende med, at stor og fyldig er godt?

Nej. Generelt set er det vigtigt at hesten er ensartet muskuleret. Det vil sige, at der hverken skal være områder som er markant udpræget og udviklet, og heller ikke områder som fremstår indsunkne og med manglende muskelmasse. Har man områder, som står særligt frem, vil det være et tydeligt tegn på uhensigtsmæssig brug af kroppen.

  • Hals
    Musklerne på halsens overside udvikles når hesten går i selvbæring og bærer hoved og hals selv – derfor skal netop disse være veludviklede og fyldige.
    ‘Underhalsen’ ved de fleste, at der ikke skal være for meget af. Jeg oplever især at underhals muskulaturen er meget udpræget, hvis hesten ikke fungerer optimalt i bagparten, ryggen eller går på forparten. Er musklulaturen overudviklet er det altså en indikation på, at hesten ikke går i korrekt samling, og det vil være nødvendigt at gå nogle niveau ned rent træningsmæssigt for at ‘hente det tabte’. Samtidigt skal man sikre sig at hestens krop ikke er låst, og dermed forhindrer træningen i at have den effekt vi ønsker.
  • Ryg/mave
    Ryggen skal være ensartet muskuleret hele vejen hen. Der skal naturligvis ikke være aftryk ned i musklen svarende til sadlens placering. Har den det vil det indikere et problem med sadeltryk som kræver hjælp både fra en dygtig sadelmager og en fysioterapeut eller kiropraktor.
    Derudover skal muskulaturen føles blød og eftergivende ved let tryk. Spænder hesten op, eller føles den hård, kan det være en indikation på, at overlinjen ikke fungerer helt optimalt.Hestens mavemuskulatur er tit overset blandt hesteejere, til trods for, at de er ret vigtige. For har hesten en svag mavemuskulatur, vil det blandt andet være en indikation på, at ryggen ikke arbejder med det sving den skal. Ofte vil hestene med svag mavemuskulatur se lidt ekstra ‘vommede’ ud. Derudover vil man, når mavemuskulaturen er svag, især se at området bag skulderbladet som ser indsunket ud, og bagparten vil ofte ‘hænge bagefter’.
  • Bagpart
    En fyldig rund bagpart er tegn på, at hesten kan producere kraft og arbejde korrekt bagfra. Bagparten er et af de områder, hvor man hurtigt kan spotte, om hesten kompenserer. For når muskulaturen på bagsiden af hestens ben (låret), er meget markeret i forhold til resten af bagparten, samtidig med at bagparten ikke er rund og fyldig, vil det indikere en ubalance, hvor baglårsmuskulaturen er på overarbejde fordi resten af bagparten ikke arbejder som den skal.

Hvad er årsagen til at muskulaturen er svundet?

Det vil umiddelbart være oplagt at træne mere eller hårdere for at få genskabt den manglende muskelmasse. Men inden du giver sig i kast med alverdens træningsøvelser, hjælpetøjler og muskel-tilskud, er det vigtigt at finde frem til årsagen til, hvorfor hesten ser ud som den gør rent muskelmæssigt. Ellers risikerer du at træne på livet løs, uden at opnå det du vil, og måske endda træne hesten til en skade.

Og det er netop her, at du har brug for kompetencerne fra en kompetent behandler – en aut. fysioterapeut, EDO osteopat eller kiropraktor, som ved at arbejde med hestens led, muskler og nervesystem, kan genskabe muligheden for at muskulaturen igen kan arbejde under optimale betingelser. Samtidig vil du have brug for at få vejledning til, hvordan træningen skal forløbe for din hest, så den kan genopbygges og få en sund og velmuskuleret krop.

Billedet viser en hest som er i processen fra, at have en låst krop der hindrede muskulaturen i at udvikle sig de rette steder, til nu at begynde at bevæge sig bedre. Som du kan se, hænger hestens ryg og mave mindre og bagparten er blevet mere fyldig, rund og ensartet.

Den rette træning – Hestens skal rehabiliteres 

Det er ikke ligegyldigt, hvilken træning den enkelte hest har behov for efterfølgende, for at få brudt cirklen og bevæge sig på en bedre måde igen. Hesten skal rehabiliteres – det vil sige at den for en periode skal have en meget specifik og målrettet træning, for at komme tilbage til en sund krop. Derfor er det vigtigt at få specifik vejledning til træningen, ud fra den problematik som netop din hest har. 

Øvelserne skal tilpasses det niveau og de udfordringer hesten har. Vejen til mere muskelmasse, og dermed en bedre kvalitet af bevægelse, er derfor forskellig fra hest til hest.

Muskler kommer ikke natten over

Desværre kommer muskler ikke natten over – det tager tid, før der kan ses resultater af træningen, og før at hesten har den rette kropsholdning igen. Derfor er det vigtigt at have en dygtig træner og behandler med undervejs, som kan sikre at hesten gennem forløbet udvikler sig, som den skal, og som kan spotte eventuelle forhindringer undervejs.