Sadelproblemer giver aftryk i kroppen

Du kender det sikkert: sadelhelvede. Vejen fra et sadelproblem til en velfungerende sadel for både hest og rytter. Når det endelig lykkes at finde sadlén tænker de fleste, at problemet er løst. Men sådan er det desværre ikke nødvendigvis.

Når hesten har gået med en sadel der har været for smal, for lang, ligget i bagvægt eller givet trykninger på anden vis, vil det påvirke hestens krop på en skidt måde. Den forkerte trykpåvirkning skaber spændinger, smerte og låsninger i hele overlinjen – problemer som ikke forsvinder af sig selv – heller ikke selvom sadlen passer. 

Hestens bevægemønster påvirkes

Jeg oplever, at det meste af hestenes overlinje bliver stram, låst og inaktiv, når hesten har været udsat for sadeltrykninger. I slemme tilfælde bliver ryggen så stram og kort, at den står sænket og bagparten bliver skudt bagud.

Det er et stort problem når overlinjen bliver stiv og låst, fordi sund og holdbar ridning, kræver en løsgjort overlinje med en ryg som kan svinge. Så snart overlinjen ikke fungerer, vil det påvirke resten af hestens bevægemønster på en uhensigtsmæssig måde. Rent fysisk vil hesten ikke kunne tage korrekt bæring, og kraftproduktionen, som sker i hestens bagpart, vil ikke kunne komme frem igennem kroppen. Som kompensation for den manglende kraft bagfra, vil forparten begynde at trække, hvorved den også (over)belastes.

”Sadlens dårlige påvirkning på hestens krop forsvinder ikke af sig selv – heller ikke selvom den nye sadel passer. Derfor er løsningen på et sadelproblem ikke nødvendigvis kun at ordne sadlen, men også sikre at hestens krop har fri og fuld bevægelighed”

Når du rider, vil det typisk komme til udtryk ved, at hesten mangler sving samt energi og kraft i sine gangarter, samt ikke vil tage vægt og bæring på bagparten. Det ændrede bevægemønster sætter nye og uhensigtsmæssige krav til hestens krop, som på sigt giver belastningsrelaterede problemer og skader forskellige steder.

Hests ryg set oppefra med aftegninger efter sadeltryk
Hvide hår i sadellejet er et af tegnene på sadeltryk.

Det kan du selv holde øje med

Symptomerne på sadelrelaterede problemer kommer oftest snigende og kan derfor være svære at opfange i tide, hvis ikke man kender symptomerne. Længerevarende problemer vil kunne ses i hestens muskulatur og på dens kropsposition. Som rytter er der er nogle ting du med fordel selv kan holde øje med:

Musklerne

Hestens muskler fortæller, hvordan den bruger sig i bevægelse. En fyldig overlinje, dvs. oversiden af halsen henover ryg og bagpart, er et godt tegn på, at hesten fungerer. Er hesten derimod indsunket bag skuldrene, i sadellejet eller på bagparten, så har den helt sikkert et problem i sin krop. Især hos mange islændere oplever jeg et indhug i muskulaturen, svarende til den bagerste del af sadlens puder, på en sadel i bagvægt. Oftest vil der også være en kraftig underhals som indikerer, at ryggen ikke er aktiv, når hesten bevæger sig.
Når hesten er i denne tilstand, er problemet relativt stort. Med den rette behandling og træning, kan hesten i langt de fleste tilfælde igen komme tilbage til en velfungerende krop.

Tegning viser en dårligt og god muskuleret hest
Hestens muskler sladrer; en dårligt muskuleret hest er en indikator for, at hesten har et problem.

Hestens adfærd

Du kender med garanti din hest godt, og ved præcis hvordan den plejer at være. Ved at holde øje med følgende symptomer hos din hest, kan du nemmere spotte problemer relateret til sadellejet. Hesten:

  • Er begyndt at blive ‘sur’ under opsadling
  • Bruger ikke ryggen i ridning, som den plejer
  • Spænder og stiver sig i forbindelse med opsidning
  • Er generelt modvillig i ridning
  • Føles stiv i sin krop og vil ikke tage korrekt bæring

Udover at holde øje med symptomerne, er dette en god tommelfingerregel: når hesten ændrer din måde at reagere på, når du rider, så er der noget galt.

Vil du have løst hele dit sadelproblem?

Sadlens dårlige påvirkning på hestens krop forsvinder ikke af sig selv – heller ikke selvom den nye sadel passer. Spændinger og låsninger kræver grundig behandling for at kunne forsvinde. Derfor er løsningen på et sadelproblem ikke nødvendigvis kun at ordne sadlen, men også sikre at hestens krop har fri og fuld bevægelighed.

Når jeg arbejder med heste, der har haft sadel trykninger, har jeg både fokus på at behandle de låsninger og spændinger som er kommet i sadellejet og andre steder i hestens krop. Samtidig får hestens ejer altid træningsøvelser udført på staldgangen og fif til øvelser i ridning, som vil hjælpe hesten videre. Kombinationen gør, at hesten både får muligheden for at bevæge leddene helt igen, og samtidig får styrket og stabiliseret muskulaturen i de områder, som pga. sadeltrykket, er blevet svag.

Vidste du?

  • Hvide hår i sadellejet er tegn på sadeltrykning
  • Smerter i muskulaturen og låsninger forsvinder ikke af sig selv
  • Aftryk og ‘huller’ ned i musklaturen svarende til sadlens bæreflade, er tegn på sadeltrykning
  • Opstigning fra jorden kan gøre din sadel og hest skæv